B.J.s´ Dagbog!

Uge 8.

Uge 8.

Klokken ca. 7.10 i morges (19.2.) gik Solen ind i det følsomme Fiskenes tegn. Der er ikke så mange helt unikke karakteristika på himlen.

 

Ugens begyndelse præges af Sol/Neptun-konjunktionen, som er i gunstigt aspekt til fornuftplaneten Saturn, så fantasi, kreativitet og struktur går fint hånd i hånd her. Fra tirsdag til fredag er Merkur i spænding til Mars, så her skal man passe lidt på, hvad man siger og gør, det kan nemt provokere. Der er lidt kværulant over dette aspekt.

 

Mandag står Månen flot til Venus og byder på nydelse her på den første dag efter ferien. Det sker mest midt på dagen.

 

Tirsdagen er præget af en konjunktion mellem Månen, Solen og Neptun, især om aftenen. Her er der gang i de finere følelser og intuitionen, som er helt i top.

 

Onsdag står Månen perfekt til Pluto, især midt på dagen. Det giver intense følelser og en meget stærk vilje.

 

Torsdag kører Månen gennem Fiskene, hvor der står 3 planeter i forvejen. Det øger følsomhed og sensitivitet stærkt.

 

Fredag står Månen på Uranus, specielt om morgenen og tidligt på formiddagen. Der er mulighed for hurtige beslutninger og overraskelser. Solen står flot til både Jupiter og Pluto. Dybde og vækst går flot i spænd.

 

Lørdag står Månen på Venus, og det kræver familiær hygge af den stærke art. Det er især sidst på eftermiddagen og først på aftenen, den er i funktion, men det meste af dagen præger den også energierne.

 

Søndag (nok især eftermiddag) er noget træg på grund af Månens spænding til Saturn. Man får ikke megen tak for det, man gør, det forventes bare. Og FÅR man tak, kan det blot være fint indpakkede ord uden meget reelt indhold – medmindre der er tale om en virkelig stor indsats. Og selv her kan det skorte på komplimenterne.